Facebook

Update:

Så kom vi endelig på facebook! Af forskellige grunde blev “lige om lidt’ noget mere langtrukkent end forventet.

Men nu er vi på som Byhistorisk Hus, og du er velkommen til at besøge os der og følge med i, hvad vi egentlig render og laver. Du finder facebook-siden her

Facebook vil vi først og fremmest bruge til at holde jer opdateret om Byhistorisk Hus’ aktiviteter, og til at dele små historier og andet godt fra Arkivet. Dertil vil vi opfordre folk til (i god tone) at dele deres historier og billeder fra Glostrup. (Husk folks rettigheder til privatliv – det er ikke alle, som ønsker at blive lagt på facebook)

Deciderede historiske forespørgsler til Arkivet vil vi fortsat meget gerne have pr mail,så vi kan undersøge tingene og komme med en ordentlig forklaring. Forespørgsler, som kan have interesse for andre vil blive delt på facebook som en historie fra Arkivet uden oplysninger om spørger.

Vi glæder os til at se jer på facebook og i Byhistorisk Hus

/GlostrupHistorie

 

 

Læs også:

(tidligere opslået)

Læs her Arkivets lille interview med os selv om facebook og brugen af vores billedsamling.

Hvornår kommer Arkivet på Facebook?

Lige om lidt! Det har vi nemlig overvejet længe, og nu er vi endeligt ved at gøre noget ved det, så du nemmere kan følge med i vores aktiviteter. Følg med her – og på facebook – om hvornår den går i luften.

Nogle tænker måske: Jamen I har da allerede en facebook-side? – den om Glostrup i gamle dage, hvor der bliver delt en masse af jeres billeder?

Nej, det er en privatdrevet gruppe, hvor der bliver delt en masse af vores billeder fra Arkiv.dk. Gruppen var tidligere lukket og Arkivet har ingen tilknytning til gruppen. Til gengæld har gruppens administrator – efter dialog med os om benyttelses af vores billedsamling – valgt at gøre gruppen åben, så alle kan få glæde af den. Det synes vi er et rigtig godt tiltag.

Har I ikke lyst til at dele jeres billeder?

Jo, det vil vi mægtig gerne! Vi synes faktisk, at det er skønt, når folk har lyst til at snakke om og dele ting fra det gamle Glostrup. Vi vil bare gerne have, at der gøres opmærksom på, når billeder og tekster kommer her fra Arkivet. Det er altid en god idé at huske at kreditere, når man deler billeder – det gælder ikke kun vores billedsamling.

Hvorfor er det vigtigt?

Både pga rettigheder – ikke kun Arkivets, som har brugt masser af arbejdstid på at gøre tingene digitalt tilgængelige. Men også de mennesker, som har afleveret noget til Arkivet. Hvis de pludselig oplever, at deres billeder, som de har afleveret til Arkivet, deles i en privat facebook-gruppe, uden at det kan ses, at billedet er delt fra Arkiv.dk, kan det være en meget ubehagelig oplevelse. Og så får man ikke lyst til at aflevere mere til Arkivet. Og det er netop det, som også gør krediteringen vigtig: for når man ved, hvor billedet kommer fra, så ved man også, hvor man kan indlevere sine egne billeder – til glæde for rigtig mange mennesker!

Hvorfor skal vi vide det?

Fordi mange af vores brugere oplever det som bekymrende, hvis vores billeder deles uden at Arkivet krediteres. Og fordi det er vigtig at fortælle, at vi meget gerne vil dele vores/jeres billeder – samtidigt med at vi passer på dem.

Summa summarum

Arkivet går snart i luften med en ny officiel Facebook-side – og vi vil rigtig gerne dele den og vores billedsamling med jer 🙂

OBS: “interviewet” er blevet opdateret efter ændret praksis i den tidl. lukkede facebook-gruppe.

 

/GlostrupHistorie

Print Friendly